Små skridt mod fremtiden

Solen stod klart på en skyfri himmel. Vejret kunne altid få Sara i godt humør, men lige i dag var der en sørgmodig stemning over det hele. For sidste gang havde de været i hallen og sammen med hele skolen sunget feriesangen ”Èn og èn er tre og jorden den er flad”, som optakt til sommerferien. Omkvædet rumsterede stadig i deres hoveder, da de satte sig i den gamle skolegård på en af bænkene, der omkransede et af kastanjetræerne.
Selvfølgelig havde de snakket om, hvor dejligt det ville være endeligt at afslutte kapitlet på Vestervangskolen og starte et nyt. Hun vidste, at det skulle ske en dag, men hvorfor så hurtigt? Hun havde jo nydt folkeskolen, vennerne, lærerne og skolen i sig selv. Den var blevet hendes andet hjem i løbet af årene. Det var jo her, hun havde fået venner for livet, været på lejrskoler og mødt voksne, der ville hende det bedste. Her havde hun lært sin abc, lært at regne, lært engelsk og tysk og sidst, men ikke mindst lært at alle er vigtige brikker i et puslespil. Her hun havde fået et smugkig på biologiens verden og fået den store viden om geografi.
Minderne fik hende til at smile…

Hun så søgende og med forventning rundt, mens sommerfuglene rumsterede i maven. Stemmer fra børn på hendes alder fyldte rummet, og hun kiggede sig spændt omkring og så, at der heldigvis var mange kendte ansigter. Der var så mange finurlige sager alle vegne, legetøjet i vinduerne, den store pudeformede tingest på gulvet og skoleredskaber overalt. Klokken ringede og trak hende ud af tankespindet og i ren refleks, søgte øjnene mod lydens kerne, hendes kommende lærer. ”Det er tid til at gå ind i klassen Sara”, kom det fra moderen, inden grebet om hendes hånd blev strammet, og hun gik med ind til dét, der skulle blive starten på mange års skolegang ...
             
Jubelskrig, latter, løbende og leende børn overalt. Det var som en farverig jungle, og hun var i et centrum af glade og legende børn. Hun satte i et hurtigt løb mod den sikre baglinje af banen og nærmede sig skillelinjen imellem, hvor jorden var sikker, og hvor den var usikker. Kun få meter endnu, og hun ville ikke være en af dem, der ville blive fanget denne gang, men blev i stedet modtaget af klassekammeraternes fremstrakte hænder og leende ansigter. De holdt sammen, og nu var hun i sikkerhed. Blikket søgte hen et sted mod midten af idrætshallen til de store elever, der med smil på læberne og sjove kommentarer ”holdt dem i hånden”. De arrangerede hvert frikvarter lege for dem i idrætshallen, så hun, sammen med mange af sine klassekammerater fra 0. klasse og op til 5. klasse, kunne lære de andre elever bedre at kende og blive en del af sammenholdet. Om lidt ville hun igen sætte i løb og med et enkelt råb ”Betties Bulldog!” ville hun måske blive fanget og gjort til en af dem..
             
Hendes fingre dansede let over de røde mursten på vej mod indgangen til den store bygning. Det var helt utroligt, som årene var gået. Nu var det 3. klasses tur til at begynde deres del af historien, og hun kunne næsten ikke vente. Væk fra den gamle bygnings vante rammer og af sted mod de nye, dér hvor de store elever befandt sig. Det var lidt som at starte tilbage i 0. klasse igen. Selvfølgelig var det lidt fremmed, de ville igen være de yngste, men skidt med det, veninderne skulle jo også med. De rolige skridt gav genlyd i skolegårdens spraglede omgivelser, stemmer i alle aldre summede i sommerens varme luft, og sammen med de andre glædede hun sig. Med fire hurtige skridt var hun oppe ved den åbne hovedindgang. Hun tog en dyb indånding, fik sat sig i bevægelse og trådte igennem den lille passage, der adskilte hende fra 3. årgang.  De havde fået præcise anvisninger på, hvordan de kom ned i kantinen. Hun havde været der før til den juleklippedag, skolen holdte hvert år. Dog havde hun aldrig tænkt på, at hun nu skulle være en af de elever, der havde klasseværelse dér. Tanken fik mundvigene til lystigt at vende sig i en positiv retning, idet hun forsatte lige ud og ned ad trapperne…

Den pakkede rygsæk sad godt fast på hendes ryg, og hun holdt soveposen i favnen. Hun smilede blot ved tanken om, hvad der skulle ske. Det var i dag, de skulle på lejrskole og turen gik til Silkeborg. Hele 4. årgang havde glædet sig vildt, og snakken var gået om, hvad der skulle ske, og hvem man skulle bo på værelse med. Nu stod de på banegården mere eller mindre klar til afgang. Der manglede kun få elever, og så var de klar til i samlet flok at bevæge sig ned mod toget. Hun kiggede søgende rundt efter venindernes velkendte ansigter, smilede og råbte hej, da den tætte pigeflok sendte hende et smil gennem rummet, og gik hende i møde.
Hun havde glædet sig vanvittigt til at være sammen med sine klassekammerater og så i 3 dage. Lærerne havde med vilje valgt ikke at oplyse for meget om turen, kun for at gøre dem endnu mere nysgerrige og spændte på, hvad der var i vente…
Det var ufatteligt. På søndag var dagen, dagen hvor hun skulle konfirmeres. Hun havde ikke i sit fjerneste troet, at 7. klasse ville gå så hurtigt. Det virkede næsten som i går, at de var på vej til Bornholm. Turen til øen havde været alle tiders med sjove oplevelser, hygge og rod på værelserne. De havde set meget af øen, og var alle enige om, at det var en god måde at styrke sammenholdet mellem eleverne på, opleve og lære. Bedre end at sidde med hovedet begravet i bøger og så bagefter måske hurtigere glemme.
I starten af 7. var de blevet præsenteret for hele tre nye fag nemlig biologi, tysk og geografi. Et smil spillede på hendes læber, imens hun kiggede rundt i klassen. De sad lige nu i grupper og arbejde med et projekt, der senere skulle fremlægges for de andre. Koncentrationen og opmærksomheden var rettet mod opgaven, der skulle løses, og der blev diskuteret frem og tilbage, mens læreren drev rundt i baggrunden og gav gode råd…
Julemusikken fyldte stemningsfuldt rummet, mens eleverne ivrigt satte diverse lækkerier til livs. Der blev spiste æbleskiver, ris á la mande og måske en enkelt isvaffel. Julen stod nemlig meget snart for døren, og det var dagen for skolens traditionelle juleklippedag. Hun stod lænet op af muren, og betragtede de mindre elever, der var i færd med at spise. Tænk, at hun selv havde siddet der. Nu gik hun i 8. klasse, den årgang der stod for planlægning og afvikling af arrangementet i kantinen. Dagen var på mange måder nyttig, da alle de indtjente penge skulle gå til deres fælles tur til udlandet i 9.klasse. Hvor turen gik hen, vidste de endnu ikke, men blot tanken om, at hele årgangen skulle til udlandet sammen var nok i sig selv.
”Last Christmas” overdøvede næsten de snakkende elever, det var hendes veninder fra musikholdet, der spillede lige nu. Selv havde hun aldrig været særlig musikalsk, men for dem der havde lyst, var musik som valgfag et af de bedste tilbud.. ..
 

”Sara, du drømmer jo!” Grinende stemmer skar igennem luften. ”Æh, hvad?” Svarede hun blot, lettere omtåget.  ”Du var tydeligvis væk i din helt egen verden” kom det fra veninderne. Helt alene havde hun nu ikke været, for hun havde genset store højdepunkter, mange vigtige afsnit og selvfølgelig sammen med klassekammeraterne.
Det havde været overvældende og tiden var gået alt for hurtigt.
”Skal vi gå piger?”- udbrød hun og rejste sig i en let bevægelse fra bænken.

Klokken havde ringet ud til det sidste store frikvarter.